skip to main |
skip to sidebar
De internt fordrevne mennesker er først begyndt at vende tilbage til det nordlige Liberia siden 2005/2006. Lofa er meget mærket af krigen endnu, og der er langt til genopbygningsarbejdet er fuldført.
...Man hører jo så meget om skræmmekampagner...
Så er vi i Totota (som kathrine udtaler totoootaaahh...), på weekendophold hos Finn Hougaard. Finn disker op med øl og lækre retter. Hvad vi ikke vidste var, at vi skulle kvittere med havearbejde og køkkentjans.
Man tror at man befinder sig langt væk fra den danske civilisation, når man er på den anden side af Atlanterhavet. Men de danske aviser er også kommet til Liberia, og man kan passende bruge ventetiden på en restaturant på at læse sin dækserviet, og holde sig opdateret med det danske boligmarked fra Helsingør-avisen. De danske aviser findes også som indpakningspapir i supermarkedet og som tapet i de jordklinede hytter.
Noget af det, der gør størst indtryk er, hvor stor forskel der er på at være 'hvid' og 'sort'. Når man er 'hvid' er alle døre og muligheder åbne... Det er fordi vi er 'hvide' at alle hilser på os, det er fordi vi er 'hvide', at bilerne holder tilbage, og det er på grund af vores hudfarve, at vi har penge...
Der er mange måder at tjene til føden på i Liberia. Josef (øverst) samler gamle patroner sammen, skærer dem op og laver små fine kors-lyssestager af dem. Det tjener han 5,5 kr. på pr. stk...
Nederst ses et lille fint alter fra den kirke, hvor John kommer, og som vi besøgte i søndags. Kirken samles i en gammel bygning uden tag på - og det er et af de dejligste steder vi længe har været til gudstjeneste.
Der er også plads til nye legekammerater - som fx Tiga, der bor på vores compound, og som meget ofte kigger ind et lille smut...
Liberianere har skik for, at invitere deres gæster ud, og man må ikke betale noget!! Her er vi på Sams Barbeque på Monrovia main road, med (fra venstre til højre) Mulbah Zayzay, vores "chef", James (general sekretær i Den Lutherske kirke) og Frederik, som er en svensk studerende der er på feltarbejde i Liberia. Det var en fantastisk aften, med dejlig stemning, og gode lokale Club Beers. James og Mulbah er begge fra Lofa, det nordlige Liberia, og de fortalte om deres oplevelser med de lokale stammeautoriteter, Zoes, som vi skal interviewe senere i forløbet af rapportskrivningen med hiv/aids arbejdet. Man har nemlig brugt Zoerne som formidlere af hiv/aids information, fordi de står for den rituelle praksis, hvor der er stor smitterisici, da de bl.a. indebærer omskæring og koperlig mærkning, men også for at udnytte den autoritet Zoerne har blandt lokalbefolkningen.
Der er også plads til at lære nogle godtfolk at kende. Her er det John og Sue, og deres 7 børn, der stiller op til fotosession. John er evangelist, og Sue har et spisekøkken, hvor hun serverer Quickbowl - det er den liberianske udgave af fast food, som består af dejlige spicy mad og tilhørende ris (man skal bare sørge for, at lade være med at spise fiskeøjnene...)
Her er vi til Fight against Hunger-strejke. Det er en af de mest festlige demonstrationer vi har været til. Vi dansede os hele vejen igennem byen med de seje danserinder, trommespillende mænd og bannere så langt øjet rakte.
Man kan oplyse om hiv/aids på mange forskellige måder. I Liberia er vejene smykket med skilte der advarer mod aids, og fortæller hvordan man skal passe på sig selv. Der er utrolig mange forestillinger om, hvordan man får aids - og de er ikke alle sammen lige korrekte. Der er meget frygt blandt hiv-smittede for, at folk skal finde ud af deres status, fordi de er bange for, hvad folk vil tænke om dem.
Den Lutherske kirke oplyser også om deres hiv/aids rådgivning via vejskilte.
I landsbyen Fissibu laver fødselshjælperne hiv/aids awareness på markedsdagen en gang om ugen (de to øverste billeder). Kathrine er også så heldig, at hun finder det hun plejede at spise i Tanzania, hvor hun voksede op. Men alt det her feltarbejde er hårdt - og det ses tydeligt på den sovende fjeldrøv...
Øverst ses vores første møde med nogle kvindelige zoere (traditionelle samfundsledere/stammehøvdinge). Det var virkelig en ære for os at møde dem - og åbenbart også for dem, eftersom de gav os en fin høne da vi skulle afsted.
Vi får også mulighed for at gense vores dejlige Zorzor. Zorzor har fungeret som overførelses lokation for de mange internt fordrevne der kommer fra flygtningelejre, og vender tilbage til deres hjem. Her (billed nr. 2) ses det syn der møder liberianerne når de vender tilbage - en sønderskudt bygning, hvorpå der står "welcome"... Nederst ses en hyggelig madmor, der tilbereder den liberianske velamgende rice and soup.
Vi får også et par dage i Foya, der grænser op mod Sierra Leone. Her er byen meget mærket af krigene, og alle huse i byen ligger i ruiner. Det er utroligt så langt de tilbagevendte internt fordrevne er kommet med genopbygningen - men der er lang vej i nu. Som de siger: "I år er der i det mindste høst nok til at vi kan få mad."
Så er vi nået til Voinjama i det nordlige Liberia. Her er smuk natur, dejlige mennesker og rig mulighed for at nyde begge dele mellem talrige interviews og observationer.
Så er vi på vej ud for at observere vores dejlige fødselshjælpere (øverst) lave en hiv/aids outreach i en landsby Turen går gennem den smukke natur og ualmindeligt snævre veje (billede nr. 2), og forbi de frodige rismarker (billed nr. 3). Endelig lander vi alle i Hassegellowah, hvor townchiefen tager godt imod os.
Mange kilometer og manger timer tilbringes på vejen alt imens vi rystes godt sammen på forsædet af den store truck. Vi krydser grænsen til Lofa-county, der markeres af et dynamisk floddelta, der vælter igennem hele landet fra Guinea til Sierra Leone. Den røde jordvej løber som lange ar igennem enorme mængder af grøn i alle nuancer. Her er frodigt og fredfyldt og hjertet slår lige det hurtigere.
Kvinderne er nogle af dem, der virkelig får tingene fra hånden, arbejder for føden og bruger gerne naturens ressourcer til det. Christel forsøger at blive en rigtig afrikansk kvinde og krammer gerne en palme på sin vej for at komme af med noget af sin overvældende kærlighed til Moder jord.
Så er vi i Totota (som kathrine udtaler totoootaaahh...), på weekendophold hos Finn Hougaard. Finn disker op med øl og lækre retter. Hvad vi ikke vidste var, at vi skulle kvittere med havearbejde og køkkentjans.
Man tror at man befinder sig langt væk fra den danske civilisation, når man er på den anden side af Atlanterhavet. Men de danske aviser er også kommet til Liberia, og man kan passende bruge ventetiden på en restaturant på at læse sin dækserviet, og holde sig opdateret med det danske boligmarked fra Helsingør-avisen. De danske aviser findes også som indpakningspapir i supermarkedet og som tapet i de jordklinede hytter.
Noget af det, der gør størst indtryk er, hvor stor forskel der er på at være 'hvid' og 'sort'. Når man er 'hvid' er alle døre og muligheder åbne... Det er fordi vi er 'hvide' at alle hilser på os, det er fordi vi er 'hvide', at bilerne holder tilbage, og det er på grund af vores hudfarve, at vi har penge...
Der er mange måder at tjene til føden på i Liberia. Josef (øverst) samler gamle patroner sammen, skærer dem op og laver små fine kors-lyssestager af dem. Det tjener han 5,5 kr. på pr. stk...
Liberianere har skik for, at invitere deres gæster ud, og man må ikke betale noget!! Her er vi på Sams Barbeque på Monrovia main road, med (fra venstre til højre) Mulbah Zayzay, vores "chef", James (general sekretær i Den Lutherske kirke) og Frederik, som er en svensk studerende der er på feltarbejde i Liberia. Det var en fantastisk aften, med dejlig stemning, og gode lokale Club Beers. James og Mulbah er begge fra Lofa, det nordlige Liberia, og de fortalte om deres oplevelser med de lokale stammeautoriteter, Zoes, som vi skal interviewe senere i forløbet af rapportskrivningen med hiv/aids arbejdet. Man har nemlig brugt Zoerne som formidlere af hiv/aids information, fordi de står for den rituelle praksis, hvor der er stor smitterisici, da de bl.a. indebærer omskæring og koperlig mærkning, men også for at udnytte den autoritet Zoerne har blandt lokalbefolkningen.
Der er også plads til at lære nogle godtfolk at kende. Her er det John og Sue, og deres 7 børn, der stiller op til fotosession. John er evangelist, og Sue har et spisekøkken, hvor hun serverer Quickbowl - det er den liberianske udgave af fast food, som består af dejlige spicy mad og tilhørende ris (man skal bare sørge for, at lade være med at spise fiskeøjnene...)
Man kan oplyse om hiv/aids på mange forskellige måder. I Liberia er vejene smykket med skilte der advarer mod aids, og fortæller hvordan man skal passe på sig selv. Der er utrolig mange forestillinger om, hvordan man får aids - og de er ikke alle sammen lige korrekte. Der er meget frygt blandt hiv-smittede for, at folk skal finde ud af deres status, fordi de er bange for, hvad folk vil tænke om dem.
