torsdag den 31. maj 2007

...Man hører jo så meget om skræmmekampagner...

Weekend i Totota


Så er vi i Totota (som kathrine udtaler totoootaaahh...), på weekendophold hos Finn Hougaard. Finn disker op med øl og lækre retter. Hvad vi ikke vidste var, at vi skulle kvittere med havearbejde og køkkentjans.
Man tror at man befinder sig langt væk fra den danske civilisation, når man er på den anden side af Atlanterhavet. Men de danske aviser er også kommet til Liberia, og man kan passende bruge ventetiden på en restaturant på at læse sin dækserviet, og holde sig opdateret med det danske boligmarked fra Helsingør-avisen. De danske aviser findes også som indpakningspapir i supermarkedet og som tapet i de jordklinede hytter.
Noget af det, der gør størst indtryk er, hvor stor forskel der er på at være 'hvid' og 'sort'. Når man er 'hvid' er alle døre og muligheder åbne... Det er fordi vi er 'hvide' at alle hilser på os, det er fordi vi er 'hvide', at bilerne holder tilbage, og det er på grund af vores hudfarve, at vi har penge...

tirsdag den 22. maj 2007


Der er mange måder at tjene til føden på i Liberia. Josef (øverst) samler gamle patroner sammen, skærer dem op og laver små fine kors-lyssestager af dem. Det tjener han 5,5 kr. på pr. stk...
Nederst ses et lille fint alter fra den kirke, hvor John kommer, og som vi besøgte i søndags. Kirken samles i en gammel bygning uden tag på - og det er et af de dejligste steder vi længe har været til gudstjeneste.
Der er også plads til nye legekammerater - som fx Tiga, der bor på vores compound, og som meget ofte kigger ind et lille smut...
Liberianere har skik for, at invitere deres gæster ud, og man må ikke betale noget!! Her er vi på Sams Barbeque på Monrovia main road, med (fra venstre til højre) Mulbah Zayzay, vores "chef", James (general sekretær i Den Lutherske kirke) og Frederik, som er en svensk studerende der er på feltarbejde i Liberia. Det var en fantastisk aften, med dejlig stemning, og gode lokale Club Beers. James og Mulbah er begge fra Lofa, det nordlige Liberia, og de fortalte om deres oplevelser med de lokale stammeautoriteter, Zoes, som vi skal interviewe senere i forløbet af rapportskrivningen med hiv/aids arbejdet. Man har nemlig brugt Zoerne som formidlere af hiv/aids information, fordi de står for den rituelle praksis, hvor der er stor smitterisici, da de bl.a. indebærer omskæring og koperlig mærkning, men også for at udnytte den autoritet Zoerne har blandt lokalbefolkningen.
Der er også plads til at lære nogle godtfolk at kende. Her er det John og Sue, og deres 7 børn, der stiller op til fotosession. John er evangelist, og Sue har et spisekøkken, hvor hun serverer Quickbowl - det er den liberianske udgave af fast food, som består af dejlige spicy mad og tilhørende ris (man skal bare sørge for, at lade være med at spise fiskeøjnene...)
Her er vi til Fight against Hunger-strejke. Det er en af de mest festlige demonstrationer vi har været til. Vi dansede os hele vejen igennem byen med de seje danserinder, trommespillende mænd og bannere så langt øjet rakte.

Man kan oplyse om hiv/aids på mange forskellige måder. I Liberia er vejene smykket med skilte der advarer mod aids, og fortæller hvordan man skal passe på sig selv. Der er utrolig mange forestillinger om, hvordan man får aids - og de er ikke alle sammen lige korrekte. Der er meget frygt blandt hiv-smittede for, at folk skal finde ud af deres status, fordi de er bange for, hvad folk vil tænke om dem.
Den Lutherske kirke oplyser også om deres hiv/aids rådgivning via vejskilte.



Atlanterhavets smukke kyst - det er her der leges, slappes af og hænges ud... Men det er også her, man finder brugte sprøjter...

torsdag den 10. maj 2007

Kathrine og Christel på vej...

Vi er frie som fugle og flyver rundt et sted lige over ækvator, hvor solen svitser vores blege skin til stribet flæsk, men tæt nok på Atlanterhavet til at få masser af frisk luft i lungerne og sand mellem tæerne. Vi er her dog mest for at få jord under neglene. Det handler om HIV/AIDS i Liberia - men lige så meget om smukke mennesker med lig i lasten og sår på sjælen. Mennesker, der trænger til en bedre tilværelse... So we are working on that =)

I godt tre måneder står menuen på spørgeskemaer og interviews for at udarbejde nogle rapporter til Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling, der i samarbejde med Danida har kørt HIV/AIDS projekter blandt internt fordrevne mennesker i Liberia.

Velkommen til vores eventyr!

Feltarbejde

Så er vi klar til at få jord under neglene - eller læssevis af papirer i hovederne! Der er ikke andet at gøre, end at starte fra enden af, og arbejde sig vej frem, alt imens vi forsøger at gennemskue den afrikanske form for orden.

Vores baggård

Vi er så tæt på Atlanterhavet, at den salte brise krydrer vores køkken, og at vi falder i søvn til bølgernes blide brusen. Desværre kan vi ikke bade her, da strømmen er for stærk, men det er et godt sted at gå tur og dyppe fødder.

Born again

Katten er som en fisk i vandet. Man kan ikke gå på stranden uden at få mange nye venner, men det gør bestemt heller ikke noget, når de får en til at føle sig så godt hjemme.

Liberias børn


De her børn kommer ikke i bedre udgaver!!! De er smukke, kærlige og har bare brug for masser af opmærksomhed. Det giver vi dem i hvert fald. Hvis det er muligt, tager vi nok et dusin med hjem - hver!

tirsdag den 8. maj 2007

Ingrid og hendes fanklub

Ingrid har været vores "mor" den første uge her i Liberia. Hun har hjulpet os med at finde vand, strøm, mad og kakkelakker...